Manden der ville have en Ferrari, men istedet faldt for Toyota MR2.

”Den var som sendt fra himlen (…)”

En historie af J. Lindehøj:

Oprettet d. 02/02/2020

"Min Toyota historie startede da jeg i 1984 solgte min VW Golf GTI. Jeg ønskede mig en bil med større ydelse end de 110 Hk jeg havde haft i min GTI samt egenvægt under 1000 kg og meget gerne med centermotor. Da Ferrari Testarossa første gang blev fremvist for offentligheden i oktober 1984 betog dens unikke design af Pinin Farina mig, den havde centerdrevede motor, som jeg ønskede mig - men prisen på 2.500.000 kr forhindrede mig i et reelt køb. 

På Bella Centerets biludstilling i februar 1985 blev den nye Toyota MR2 fremvist, den var året før kommet på markedet i Japan.  Den var som sendt fra himlen idet den mindede mig om Testarossaen. Der var dog mange andre gode fordele ved MR2'eren, først og fremmest prisen. Mange af dens dele stammede fra datidens Corolla, og det gjorde den dermed også prisbillig mht. service. Jeg bestilte straks én hos min ven Erling Nielsen hos Toyota på Østergade 6 i Helsinge. Den 5. Juni fik jeg bilen leveret og da jeg satte mig ind i den stod kilometertallet på: 00013 km, mit lykketal, og jeg vidste jeg havde truffet det rigtige valg. 

Forinden var den blevet undervogns behandlet, og jeg tilkørte omhyggeligt bilen uden overdreven motorydelse. Jeg har overholdt alle service i de 35 år samt fået udskiftet alle sliddele. Det vigtigste vedligeholdelsestip har dog været at enhver opstart er opfulgt af svag motorydelse indtil driftsvarm motor, samt at jeg aldrig har kørt kortere ture end 13 km. Gevinsten ved dette er en sund motor, der efter 13 års kørsel blev målt til 129 hestekræfter (5 hk mere end fabriksoplysningen på 124 hk) af FDM, og at jeg stadig kører med den originale fabriksmonteret lydpotte. Bilen har nu kørt 99.900 km i februar 2020, og den står i den originale røde fabrikslak uden rust.

Først 13 år senere i 1997 havde jeg "råd" til at købe en brugt Testarossa, præcis som den jeg blev forelsket i dengang jeg købte min ’baby" MR2. Min 12 års køreerfaring i den centermotor drevet "baby" kom mig til gode, da jeg skulle udnytte Ferrariens potentiale fuldt ud. Faktisk har de 2 motorer meget tilfælles. De har samme cylinder diameter og slaglængde, samme ydelse/liter nemlig 79 Hk/l og 4 ventiler/cylinder.

Jeg har holdt meget af mine mange gode år i min Toyota MR2 og i min Ferrari Testarossa, som nu står i min lille biludstilling." 

Tekniske data for TOYOTA- MR-2 model MK1 1985

  • Center motor med Benzin indsprøjtning
  • 4 cylinder -1587 cm3
  • 124 Hk ved           6600 o/m  (målt 129 Hk)
  • 142 Nm ved           5000 o/m  (målt 150Nm)
  • Pris indregistreret i juli 1985 : 200.000 kr
  • Topfart: 200 km/t
  • Acceleration: 0 – 100 Km/t på 8,1 sekunder  (7,6 kg/Hk)
  • Bilens-vægt (tør): 982 kg – vægtfordeling: 44 % forhjul – 56 % baghjul
  • Højde 125 cm, Længde 393 cm, Bredde 167 cm

Min MR2 har stelnummer: 1COAW1100031638

Fremstår urestaureret i rød originallak, hjulfælge ændret til 16”             

Der er i alt importeret af Toyota til DK : ca. 462 stk.

MR-2 betyder: Midship Runabout- altså centermotordrevet for 2 pers. Toyota er et japansk bilmærke, der oprindelig hed Toyoda- stifterens efternavn frem til 1937. Toyota er nu verdens største bilproducent og gik ind Formel 1 i 2002. Toyota vandt 24-timers Le Mans 2018 som 100 % Hybrid af GR Toyota Gazoo Racing

Billeder er private og beskyttet af ophavsretten

________________________________________________________

Der tages forbehold for ændringer, trykfejl og tastefejl, oprettet af Caroline Laisbo.